Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
Lukasevangeliet 19,1-10
At tænke sig, at være en lille mand, som folk ikke kan lide. At være så hadet, at andre bliver forargede over, at han får besøg. Det er Zakæus, for når man ikke bare er skatteopkræver, men ligefrem leder for alle skatteopkræverne, så bliver man ikke populær. Hans arbejde bestod i at indsamle de penge folk skyldte i skat og hvis det bare var det han gjorde, så var han måske ikke så upopulær. Men skatten gik ikke til at hjælpe med at opbygge landet, men til at styrke dem, der havde magten og så fik Zakæus oven i købet ikke løn for sit arbejde, men tjente sine penge ved at han måtte tage en del af det, han indkrævede. Gjorde han det godt, kunne han blive meget rig på det og det hører vi jo, at han var.
Derfor var Zakæus upopulær og havde han venner, var det sikkert folk, han var nødt til at gøre sig populær hos. Det er på mange måder nok en ensom tilværelse, for dem, han indkrævede skatter hos, kunne han nok ikke blive ven med og dem, han kunne blive ven med, var nok dem, der fastholdt ham i et arbejde, han måske selv syntes var træls og uretfærdigt.
Men så hører han om en mand, der rejser rundt og er god mod alle, selv dem, som ingen andre kan lide, og den mand kommer til byen, til Jeriko, hvor Zakæus bor. Den mand ville Zakæus se. Han havde nok ikke de store forhåbninger til at han selv ville få hjælp eller blive vist den kærlighed han længtes efter, men det var vigtigt for ham, at han i det mindste kunne se det menneske, der mødte andre uden fordømmelse og fjendskab, for sådan en mand, måtte være en imponerende og inspirerende skikkelse.
Men til hans skræk, er der også mange andre, der ville se manden og Zakæus med sin lave højde kunne intet se. Og alle de der stod der, var jo dem, som var så sure på ham, og måske med god grund, tænkte Zakæus. De ville i hvert fald ikke lade ham komme foran og Zakæus bebrejdede dem ikke, for når han selv ikke havde villet tage sig godt af dem, så ville de det heller ikke for ham.
Hvad skulle han dog gøre? Det her var jo nok hans eneste chance for at se manden og den var ved at gå tabt. Heldigvis stod der et morbærfigentræ langs vejen. Med dets store brede krone og tætte grene med de mange blade, var det et perfekt træ, at plante langs gaderne, så de gående kunne få lidt skygge, midt på den varme dag. Og så var det også perfekt at skjule sig i, samtidig med man selv kunne se, hvad der foregik, tænkte Zakæus og dets grene begyndte tæt på jorden, så en lille mand som han, nemt kunne klatre op i det. Så det gjorde han og nød den gode plads han havde fundet, hvor ingen af de mange mennesker kunne se ham, for han vidste at han havde grund til at skamme sig og gjorde det også.
Så da manden kommer gående, har Zakæus et godt udsyn til ham. Han virker lige så imponerende, som Zakæus havde forestillet sig, som han kommer gående med sine trofaste følgere efter sig og de mange mennesker, der jubler over at se den betydningsfulde mand i deres by. Men så sker der noget, da manden kommer til træet. Jesus standser, ser på menneskene omkring ham og kigger så op og siger til Zakæus, at han, overtolderen i træet, skulle have ham som gæst. Jesus ville besøge ham, tænkte Zakæus, men hvad vil han med sådan en lille, ulidelig gnom som mig? Zakæus fik fremstammet at ja, inden han skyndte sig ned fra træets beskyttende grene for at føre Jesus hjem til sig.
Ingen i folkemængden skjulte deres forargelse, men Jesus var ligeglad, for rygtet var sandt; han mødte mennesker uden at dømme dem, ja, tværtimod, så var dem, han helst ville møde, alle dem, der blev fordømt af andre. De havde jo brug for hjælp og han var kommet for at hjælpe. Og Zakæus havde brug for hjælp. Han blev faktisk så glad for endelig at se, at nogen ville have noget med ham at gøre, at han besluttede sig for at lægge sit liv om. Han indså, at han ingen glæde havde ved den rigdom, han havde opbygget ved at tage fra andre, men nu kunne den gøre gavn og samtidig vise andre, at han ville dem det godt. Halvdelen af den store formue skulle gå til de fattige, der havde allermest brug for det og af resten ville han betale det tilbage, han uretmæssigt havde opkrævet, ja, ikke bare betale det tilbage, men firedobbelt til enhver, der havde et udestående med ham.
Jesus så med glæde, hvad den lille ting, det er, at respektere et menneske ingen andre respekterede, gjorde ved Zakæus og vidste, at her var der sket noget stort. Måske kender vi også en, der er lidt som Zakæus, måske har vi selv lidt af ham i os. Vi kan altid komme til Jesus og selv når vi skammer os mest og bare vil gemme os, møder han os med kærlighed. Måske lærer vi selv, når vi møder kærlighed fra andre, at blive som ham, lige som Zakæus gjorde det.
Lige fra gammel tid, har man i kristendommen omtalt Jesus som verdens lys og brugt solen som billede på ham. Han er den der lyser for os, så vi kan se os selv, hvem vi er, og se vejen foran os og han er den, som varmer os og giver os liv, ligesom solen gør det. Når vi følger hans eksempel, bliver vi selv lys i verden på samme måde.
Skriv et svar